Stamtræ
Bodil Sørensdatter
-2.
Født: Bodil Sørensdatter, 11. oktober 1798, Vium Sogn, Lysgård Herred, Viborg Amt som datter af Søren Jensen Impgaard og Maren Christensdatter
Kirkedøbt: Faddere: Peder Krogsgaard, Christen Thuesen, Søren Skræder, Jens Thuesens hustru og Søren Wandets datter, alle af Vium.
Død: 24. oktober 1869, Sjørslev
Begravet: 1. november 1869, Sjørslev Kirkegård
Gift 23/10-1824 - 02/01-1837 med Søren Pedersen, Sjørslev Kirke
Gift 27/10-1837 med Christen Poulsen
Ved Bodil Sørensdatters begravelse blev der udtalt følgende mindeord:
“Herunder hviler støvet af hedengangne Bodil Christine Sørensen, født den 16. oktober i Vium 1791, og død i Demstrup den 24. oktober 1869.
Hvad hun havde oplevet: Trende ægteskaber og i disse velsignet med 4 børn, hvoraf de 2 var gået forud, tilligemed mændene, og 2 står her tilbage, som begræder savnet af en Øm og kærlig moder.
Men hun bad i sit stille sind, at vi ikke måtte sørge, fordi hun gik bort herfra, thi Herren havde beredt det sted i det lyse rige, hvor hun kunne favne hendes forudgående mænd og børn, hvor der ingen sorrig eller nøje findes, men evig fryd og glæde.
Hun var en virksom moder i den lange levetid Herren gav hende.
Det var ikke alene sit eget gavn, hun så hen, men også til sine børn, virkede hun trolig, med de kræfter Herren gav hende.
Det var ikke alene sig selv og sine børn hun sørgede for, men og for sine medmennesker havde hun omsorg.
Hun havde altid de ord for Øje: Hvo som har denne verdens gods og ser sin næste bide meget, og bukker sit hjerte derfor hvor bliver da Guds kærlighed. Men hendes ordsprog var altid: Lader os ikke virke med mund eller tunge, men i gerning og sandhed.
Hun hjalp alle, som bad hende, og i dette håb vil vi tage afsked med hende, sigende således:
Farvel, du som hviler her i sorte kiste og bin, i graven ned jeg iler. Der jordisk savn og møje og sænked ned. Men sjælen i det høje, vi håber går til fred. Farvel du gamle kone, fra børn og børnebørn, her vi håbe for Guds trone dine mænd du finder, som også børn de kære.
I Jesu Kristi favn, hvor lovsang og pris og ære er for vor frelsers navn. Farvel mine børn kære, som mig om hjertet lå. Misund mig ej den glæde til paradis at gå, hvor jeg nu vil favne dem der før mig gangen er, og håber igen at samles med dem, som her tilbage er.
Fred være med hendes Støv.”
